VEDTÆGTER

§ 1 NAVN, HJEMSTED, FORMÅL

1.1 Foreningens navn er Herlev Idrætsforenings Kunstskøjteafdeling.

1.2 Foreningens hjemsted er Herlev Kommune.

1.3 Foreningen er en selvstændig afdeling under Herlev Idrætsforening og undergivet dens love og bestemmelser.

1.4 Foreningen er tilsluttet Dansk Skøjte Union under Danmarks Idrætsforbund.

1.5 Foreningens formål er

- at virke for udøvelsen af kunstskøjteløb på ethvert niveau

- at skabe gode muligheder for at medlemmerne kan dyrke kunstskøjteløb og med udgangspunkt i fællesskabet og det sociale liv i foreningen at udbrede kendskabet til kunstskøjteløb.

1.6 Foreningen er en ikke-kommerciel forening, der drives uden profit for øje.

§ 2 MEDLEMSKAB OG EKSKLUSION

2.1 Foreningen optager alle, aktive som passive, der kan tilslutte sig dens formål.

2.2 Ethvert medlem er forpligtet til at overholde foreningens love og de forordninger myndighederne pålægger foreningen.

2.3 Overtrædelse af foreningens love og bestemmelser kan medføre karantæne eller eksklusion efter bestyrelsens beslutning. Den ekskluderede kan forlange eksklusionen prøvet på den førstkommende generalforsamling.

Det ekskluderede medlem har adgang til generalforsamlingen, når anken behandles. Medlemmet har ret til at medbringe en bisidder eller sende en repræsentant.

§ 3 KONTINGENT

3.1 Kontingent og indmeldelsesgebyr fastsættes af bestyrelsen.

3.2 Ved to måneders restance kan bestyrelsen udelukke et medlem fra træning og konkurrencer.

3.3 Ved tre måneders restance kan bestyrelsen ekskludere et medlem, og meddelelse herom gives til Herlev Idrætsforenings hovedafdeling.

3.4 Et medlem, der er i karantæne i en anden afdeling under Herlev Idrætsforening på grund af kontingentrestance, kan ikke deltage i træning og konkurrence.

§ 4 GENERALFORSAMLINGEN

4.1 Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.

4.2 Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i september/oktober måned i Herlev.

4.3 Dagsordenen skal indeholde følgende punkter.

1. Valg af dirigent

2. Formandens beretning

3. Kassereren aflægger regnskab

4. Indkomne forslag

5. Valg ifølge lovene

6. Eventuelt

4.4 Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen eller mindst 25 stemmeberettigede medlemmer stiller krav om det og skriftligt fremsætter en motiveret begæring herom. Den ekstraordinære generalforsamling skal afholdes senest 14 dage efter begæringens fremsættelse.

4.5 Alle generalforsamlinger indvarsles med mindst 14 dages varsel ved opslag på træningsstedet samt enten på forsiden af klubbens hjemmeside eller ved annonce i den lokale avis.

4.6 Forslag, som ønskes behandlet på generalforsamlingen, må være foreningens formand i hænde senest 6 dage før mødets afholdelse.

4.7 Generalforsamlingen ledes af en af forsamlingen valgt dirigent, som ikke behøver at være medlem af foreningen. Dirigenten afgør med bindende virkning alle spørgsmål angående behandlings- og afstemningsområder.

4.8 Alle generalforsamlinger er beslutningsdygtige uanset det fremmødte antal. Simpel majoritet af de fremmødte stemmer er tilstrækkelig til vedtagelse af forslag ifølge dagsordenen, dog kræves der 2/3 af de afgivne stemmer for vedtagelse af eksklusion og nye love og ændringer. Skriftlig afstemning skal finde sted, hvis ét stemmeberettiget medlem ønsker det.

4.9 Alle medlemmer har adgang til generalforsamlingen. Aktive medlemmer, der er fyldt 13 år, og som ikke er i kontingentrestance og har været medlemmer i mindst 3 måneder, har stemmeret. For det medlem, der ikke er fyldt 13 år, overgår stemmeretten til medlemmets værge. Passive medlemmer og æresmedlemmer har ikke stemmeret.

4.10 Valgbare til bestyrelse, som suppleanter og revisorer er personer, der er fyldt 18 år.

4.11 Generalforsamlingen vælger foreningens bestyrelse, der består af 7 personer. Valgperioden er 2 år, således at formand og to bestyrelsesmedlemmer vælges i ulige år, kasserer og 3 bestyrelsesmedlemmer i lige år. Hvis der ikke vælges en formand, vælges der i stedet ét bestyrelsesmedlem mere for 1 år. Hvert år vælges desuden 2 suppleanter til bestyrelsen for 1 år. Endvidere vælges 2 revisorer for en periode af 1 år, samt 1 revisorsuppleant for 1 år.

4.12 Der vælges hvert år 2 aktive ungdomsmedlemmer til bestyrelsen samt suppleanter herfor.

4.13 Der er ingen nedre aldersgrænse ved valg af aktive.

4.14 Man kan ikke vælges til tillidshverv eller være medlem af afdelingen, hvis man samtidig er medlem af andre skøjteklubber, med mindre man i HI-KU udelukkende dyrker en kunstskøjtedisciplin, som ikke tilbydes af andre skøjteklubber i det storkøbenhavnske område.

§ 5 BESTYRELSEN

5.1 Foreningens daglige arbejde varetages af en bestyrelse på 7 personer, der alle betragtes som aktive medlemmer af foreningen.

5.2 Senest 14 dage efter generalforsamlingen indkaldes til konstituerende møde, hvor bestyrelsen vælger næstformand og sekretær, der sammen med formanden udgør forretningsudvalg.

5.3 Adgangsberettiget til bestyrelsesmøder er udover de valgte bestyrelsesmedlemmer de to aktive ungdomsmedlemmer, samt træner og trænerassistent.

5.4 Bestyrelsesmøder indkaldes af formanden og skal afholdes, når mindst 3 bestyrelsesmedlemmer anmoder om det. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 5 bestyrelsesmedlemmer er til stede.

5.5 Bestyrelsen kan nedsætte udvalg og overdrage enkelte medlemmer særlige opgaver.

5.6 Bestyrelsen kan udnævne æresmedlemmer.

§ 6 ØKONOMI OG REGNSKAB

6.1 Kassereren fører et specielt regnskab over alle indtægter og udgifter. Der må kun opbevares mindre kontantbeløb til løbende udgifter, øvrige midler skal være indsat på bank eller giro.

6.2 Foreningens regnskabsår går fra 1. juli til og med 30. juni.

6.3 På den ordinære generalforsamling fremlægges et revideret årsregnskab underskrevet af hele bestyrelsen og revisorerne.

§ 7 TEGNINGSREGLER

7.1 Formand og kasserer i forening tegner foreningen i økonomiske anliggender over for myndigheder og pengeinstitutter.

7.2 De tegningsberettigede eller den samlede bestyrelse kan meddele et medlem af bestyrelsen de fornødne fuldmagter til overfor kommune og/eller pengeinstitutter at underskrive alene på foreningens vegne. Den samlede bestyrelse kan meddele en person udpeget af Herlev Idrætsforening eller Herlev Kommune tilsvarende fuldmagter.

7.3 Kun med den samlede bestyrelses samtykke kan der stiftes gæld.

§ 8 FORENINGENS OPLØSNING

8.1 Beslutning om foreningens opløsning kan kun vedtages på en i dette øjemed indkaldt generalforsamling, hvor mindst 2/3 af foreningens medlemmer er til stede og mindst 2/3 af de tilstedeværende stemmer for forslaget.

8.2 Såfremt der ikke på generalforsamlingen er mindst 2/3 af foreningens medlemmer til stede, men mindst 2/3 af de tilstedeværende stemmer for forslaget, kan dette fremsættes på en ny ekstraordinær generalforsamling. På denne generalforsamling kan forslaget uden hensyn til antal af fremmødte vedtages, når mindst 2/3 af de tilstedeværende stemmer herfor.

8.3 Når foreningen opløses, overdrages eventuelle midler og rekvisitter til Herlev Idrætsforenings hovedafdeling.

Lovene er vedtaget på en ekstraordinær generalforsamling den 10. april 2001, ændringer vedtaget april 2002, 1. april 2009 og 30. april 2012.

 

Her kan du downloade vores vedtægter: Vedtægter for HIKU (Word)

 

Nyheder

Sponsorer